fredag den 1. februar 2013

Kriser i vores liv, er en mulighed for udvikling - Indlæg af Majken Kaznelson


"What doesn't kill you makes you stronger" 

Lyder teksten i en af tidens populære popsange (Kelly Clarkson). Og det er der en del sandhed i, selvom det ikke altid føles sådan, når du er midt i krisen.

De kriser vi møder i vores liv giver os en mulighed for personlig udvikling, også selv om det kan være svært at tro det, når man står midt i krisen. Uanset hvor håbløst det føles i øjeblikket, er der en mulighed for at udvikle sig og komme styrket gennem krisen.

Vi møder forskellige kriser i livet. Det jeg kalder livskriser, som kan komme snigende og vise sig på mange forskellige måder: utilfredshed, følelse af meningsløshed, tristhed eller diffus vrede mod alt og alle. Livskriser opstår ofte, når livet bevæger sig fra en fase til en anden. Og så er der de kriser, som følger af begivenheder i vores liv, hvor vi får revet tæppet væk under os. Det kan f.eks. være at blive fyret, en skilsmisse, en dødsfald i familien, alvorlig sygdom eller stress.

Kom styrket gennem krisen

Du kommer styrket gennem en krise, når du forsøger at forstå dine reaktioner og følelser, og er bevidst opmærksom på nye indsigter, som krisen bringer med sig. Måske får du øje på nogle mønstre, som du så har mulighed for at ændre på. Måske får du en indsigt, som bringer ny mening til dit liv og som du måske skal handle på. Du lærer dig selv at kende på en nye måder og der åbner sig nye muligheder for personlig udvikling.

5 råd til dig, der er i krise:

  • Giv dig selv den tid, du har brug for
  • Tillad dig selv af være vred og ked af det, og at afreagere. Slå i en pude, skrig ned i puden eller gå ud et sted, hvor du kan råbe og skrige af dine lungers fulde kraft. Tag en ordentlig tudetur.
  • Sæt ord på! Du kan f.eks. skrive dagbog. Det hjælper dig til at skabe overblik og få øje på nye indsigter
  • Skab jordforbindelse ved at dyrke motion, lave åndedrætsøvelser eller måske gøre noget kreativt
  • Gå i terapi. Ved at få professionel hjælp giver du dig selv mulighed for at gå dybere og i højere grad blive klog på den læring krisen tilbyder

Hvis du hænger fast i krisen

Du hænger fast i krisen, hvis du har svært ved at slippe den. Måske er den blevet så stor en del af dig, at den er blevet en del af din identitet og noget som du giver dig opmærksomhed fra andre. En opmærksomhed, som du er blevet afhængig af. Så har du påtaget dig en offer-rolle.
Hvis du opdager, at du sidder fast i sådan en offer-rolle, kan du begynde at se på, hvad det er denne offer-rolle giver dig, og gennem opmærksomhed og selvindsigt vil du skridt for skridt blive klar til at slippe og bevæge dig gennem krisen og komme styrket ud på den anden side.

Du kan læse mere om Majken Kaznelson her

Ingen kommentarer:

Send en kommentar